Aktivitetstilbud på Tvind

Det er vigtigt, at alle på Botilbuddet bor godt og har gode materielle forhold; at der bliver spist god mad; at hver især har en privatøkonomi, der når sammen; at hver især får motion og har det godt fysisk set.

Lige så vigtigt er det, at alle er ”godt på plads”.
”At være godt på plads” er et begreb, der udtrykker, at man ved, hvad man går efter og skal, at man har et ordentligt perspektiv for sin færden, at man kan finde ud af, hvad man skal dag for dag – og at man er glad for det.

Det er bestræbelsen for Botilbuddet på DNS, at alle beboere kommer godt på plads.

Se nogle små film om aktiviteter og små film om beskæftigelse.

De 10 henviste beboere vil vise sig at have meget forskellige krav til opfyldelsen af dette begreb.
Der vil være nogen af dem, der dag efter dag ønsker at arbejde på et af værkstederne, hvor de vil gøre en stor indsats med det praktiske mål, der er for dette værksted. De vil blive dygtigere til at udføre det arbejde, man laver på dette værksted, og efterhånden vil de måske også blive dygtigere til at overskue hele produktionen.
 
Der vil være nogen, der ønsker at gå i skole nogle timer hver formiddag for at tage 9.-10.klasses fag.
Resten af tiden vil de måske gerne være på arbejde i et af værkstederne, eller de vil supplere deres skolegang med at læse selv eller gå ture og se fjernsyn.
 
Der vil også være nogen, der vil gå i skole hele dagen.
 
Endelig vil der være nogen, der den ene uge vil arbejde praktisk i det ene værksted efter det andet, og den anden uge have deres egen plan med skolegang og andre gøremål, som de selv fastlægger.
 
Der vil også være nogen, der ikke magter hverken det ene eller det andet, men som nyder godt af at være med, og som efterhånden får greb om noget de kan, og som herefter får fat og udvikles.
 
Eller for at sige det overskriftsagtigt:
Beboerne på Botilbuddet lægger i samarbejde med lærerne hver kvartal deres plan for, hvad de går efter i det kommende kvartal, og hvad der skal til for at de uddannelsesmæssigt/beskæftigelsesmæssigt er godt på plads.

Denne planlægningsproces er ikke nødvendigvis let. Den er nødt til at være meget fleksibel og udført med stor indføling fra det involverede personale.
Nogle af beboerne er kommet dertil, hvor de ikke selv tror, at de har nogen ønsker for egen beskæftigelse, hvor deres kondition til at gennemføre noget er meget lille, og hvor de umiddelbart synes, at det er helt ligegyldigt.
Andre vil have store mål, der er nødt til at blive pindet ud i mange små bidder for at lykkes.
Andre igen vil i nogen grad have styr på, hvad de vil, og hvad de kan.
 
Vi kræver ikke, at alle har 8 timers uddannelse eller beskæftigelse hver dag, men vi stiller os i spidsen for, at alle er i gang, at der er brug for alles indsats, at det er godt at være i gang.
 
Vi opstiller en række tilbud:
 

  • Skolegang efter egen plan med egne lærere til rådighed, elementære skolefærdigheder, 9.-10.klasse, enkelt HF fag
  • Med i projekt ”Tvind Skov og Park”, græsplæner og bede holdes, træer fældes, brænde kløves, naturpleje udføres
  • Med i projekt ”Kør og vedligehold Tvindkraft”, den daglige kørsel har manuel overvågning, de ædlere dele i hatten smøres og passes, tårn og vinger vedligeholdes
  • Med i projekt ”Gavesmedie”, keramik, tegninger, malerier, syning og andre fine ting
  • Med i projekt ”Teater, sang og musik”, opsætning af store stykker, små stykker, lære at spille, lære at synge
  • Med i projekt ”Godt brød og god mad” til glæde for de andre på stedet
  • Og andre vil blive fundet på.


I hvert af tilbuddene er det centralt, at der både er tænkt på arbejdstræning og indlæring af nyt, samtidig med at tilrettelæggelsen foregår således, at der er plads til alle.
Beskæftigelsesdelen har således meget stor betydning for alles velbefindende og udvikling.